Højtlæsning

I dag begyndte vi på en roman i min danskundervisning i 9. klasse.

(Til orientering for de interesserede er det ungdomsromanen Supernova af Anders Johansen fra 2002; men det er egentlig sagen uvedkommende.)

Vi startede med at "åbne" bogen og nysgerrigheden ved at tale om titlen, bagsideteksten, billederne på omslaget osv. og gætte på, hvad bogen mon handlede om, og efterfølgende ville jeg læse de første to kapitler højt for klassen.
(Det er tit en god idé for at få eleverne sat ind i handlingen, så det er nemmere for dem at komme i gang med læsningen selv. I netop denne bog er det også en fordel at starte fælles, for det første kapitel kan godt være lidt forvirrende, så det er rart at tale om handlingen undervejs.)

Never mind ... Jeg læste højt. Eleverne fulgte med i bogen. Vi stoppede op og snakkede undervejs. Efter de to kapitler og den fælles notatskrivning om handlingen ville jeg overlade læsningen til eleverne selv. Så kunne de gøre det i deres eget tempo, og de kunne sætte sig, hvor de havde lyst og måske gøre sig det lidt mageligt.

Men tror I, de ville læse selv? ...
Det ville kun et par stykker. Resten syntes, det var hyggeligt. De ville gerne blive siddende på deres stole og høre mere ...

Så er det, jeg tænker: Er højtlæsning ikke noget af det, vi glemmer i den travle hverdag? I hvert fald når børnene bliver større ... Hvor mange af jer kan helt ærligt fortælle, at I har læst sammen med jeres børn, efter de blev konfirmeret? Hvor mange? Uden at lyve - heller ikke for dig selv. Det er garanteret et fåtal. De fleste af os overlader læsningen til børnene selv, når de bliver store og dygtige nok til at kunne selv. Og børnene/de unge mennesker synes i overvejende grad, at læsning pludselig ikke er så rar og hyggelig mere ... Og så holder de op med at læse bøger.

Og hvor er det ærgerligt!

Tænk engang tilbage ... på din egen barndom, eller da dine børn var helt små. Er der ikke nogle episoder, hvor du har oplevet højtlæsning? (Det er der forhåbentlig). Måske husker du, at du lå under dynen, mens far eller mor sad på sengekanten og læste op af et eventyr? Eller da du selv læste op for din søster af et Anders And blad? Eller da din lærer i skolen læste op af en Astrid Lindgren bog?
Kan du huske, hvor fedt det var selv at kunne danne sig billeder inde i hovedet? Og hvor hyggeligt det var, at I var sammen om noget? At I havde jeres eget lille, lukkede rum med jeres egen fælles fortælling? At I kunne snakke om handlingen undervejs?

Det kan jeg huske.
Og jeg blev mindet om det igen i dag, da de store, halvmodne og selvbevidste børn i 9. klasse gerne ville fortsætte den fælles højtlæsning. Jeg tror, de nød, at de for engangs skyld havde en fælles oplevelse med andre. En oplevelse, som de fik bearbejdet undervejs ... (Til forskel fra den konstante zappen rundt på hvert sit tv, i hvert sit rum i huset, som hverdagen normalt er fyldt med.)

Prøv det! Prøv det før din nabo! Det kan varmt anbefales.